Freuds teori: drifter, fortrængning og det psykiske apparat

Freuds teori er et samlet navn for de idéer om psyken, som Sigmund Freud udviklede fra 1890’erne og frem til sin død i 1939. Kernen er, at en stor del af det psykiske liv foregår uden for bevidstheden, at mennesket drives af kræfter, der kaldes drifter, og at uacceptable impulser og minder kan blive fortrængt. Teorien omtales også som Freuds psykoanalyse. En bredere indføring findes på forsiden om psykoanalyse.

Hvad er Freud kendt for?

Sigmund Freud er kendt som psykoanalysens grundlægger. Hans mest omtalte idéer er:

• det ubevidste og teorien om, at det påvirker tanker og handlinger
• drifter, libido og fortrængning
• drømmetydning, som er omtalt under drømmetydning i psykoanalysen
• personlighedsmodellen med Det, Jeget og Overjeget
• de psykoseksuelle faser og Ødipuskomplekset

Freud reviderede teorien flere gange, så den ikke er en færdig lære, men en udvikling over årtier.

Det psykiske apparat

Freud talte om psyken som et apparat med dele, der arbejder sammen og mod hinanden, og med en psykisk energi, der fordeles mellem delene. Han arbejdede med to modeller, som begge stadig bruges i undervisningen.

Den topografiske model blev beskrevet i Drømmetydning (1899–1900) og deler psyken i tre niveauer:

Niveau	Hvad det rummer
Bevidst	Det, vi har i opmærksomheden lige nu
Førbevidst	Tanker og minder, vi kan hente frem, hvis vi retter opmærksomheden mod dem
Ubevidst	Indhold, som ikke er umiddelbart tilgængeligt for bevidstheden

Niveauerne er mentale processer og ikke steder i hjernen. Læs mere under det ubevidste.

Den strukturelle model kom i begyndelsen af 1920’erne og deler psyken i Det, Jeget og Overjeget. Den er forklaret på siden om Freuds personlighedsmodel.

Drifter

Drifter (på tysk Triebe) er i Freuds teori de grundlæggende kræfter, der driver psyken. De har deres kilde i kroppen, men kommer til udtryk som ønsker, behov og impulser. Drifterne hører hjemme i Det, som kræver umiddelbar tilfredsstillelse og ikke tager hensyn til moral.

Freuds driftsteori ændrede sig over tid. I den tidlige version stod seksualdrifterne i centrum, ved siden af selvopholdelsesdrifterne. I Hinsides lystprincippet (1920) foreslog han i stedet to hovedgrupper:

• Livsdriften (Eros), som omfatter de seksuelle drifter og selvopholdelsesdriften og er knyttet til fornyelse og forplantning.
• Dødsdriften, som Freud indførte for at forklare fænomener, der ikke passede med lystprincippet, fx tvangsmæssig gentagelse. Ifølge ham søger den at føre det levende tilbage til en uorganisk tilstand.

I engelske oversættelser gengives Trieb ofte som „instinct“. Freud skelnede dog selv mellem drift og instinkt.

Libido

Libido er den psykiske energi bag de seksuelle drifter. I daglig tale betyder ordet seksuallyst, men Freud brugte det bredere. Til at begynde med dækkede det bestemte seksuelle behov, senere et mere almindeligt begær, og Freud sidestillede det med Eros, livsdriften.

Libidoen er i Freuds teori knyttet til forskellige kropsområder, efterhånden som barnet udvikler sig. Det er grundlaget for de psykoseksuelle faser, hvor libido kan „hænge fast“ i en fase, hvilket kaldes fiksering. Se de psykoseksuelle faser.

Carl Gustav Jung brugte ordet endnu bredere om psykisk energi i almindelighed, og det adskiller hans opfattelse fra Freuds. Se Carl Jung og den analytiske psykologi.

Hvordan definerede Freud seksualitet?

Freud brugte et bredt seksualitetsbegreb. Det omfattede ikke kun forplantning og voksnes seksualliv, men også lystfølelser knyttet til kroppen fra de tidligste barneår. Idéen blev fremlagt i Tre afhandlinger angående seksualteorien (1905), og begrebet har lige siden været genstand for diskussion og kritik.

Fortrængning

Fortrængning (Verdrängung) er processen, hvor tanker, minder og impulser, der opleves som uacceptable eller truende, holdes ude af bevidstheden. Ifølge Freud forsvinder det fortrængte ikke. Det bliver i det ubevidste og presser stadig på for at komme frem, og der må derfor bruges psykisk kraft for at holde det nede. Freud kaldte den ubevidste indsats for at holde det ude for modstand.

Det fortrængte kan ifølge teorien komme frem i forklædt form, fx i drømme, i symptomer, i sproglige fejltagelser og i vittigheder. I 1914 beskrev Freud selv fortrængning som den hjørnesten, hele psykoanalysen hviler på.

Fortrængning er en af flere forsvarsmekanismer, altså ubevidste mekanismer, der beskytter mod ubehagelige følelser. Andre eksempler er projektion og sublimering. Anna Freud udgav i 1936 en bog om emnet. Forsvarsmekanismerne er samlet under psykoanalytiske begreber fra A til Å.

Om fortrængning kan påvises eksperimentelt, har været diskuteret siden de første undersøgelser omkring 1930, og fagfolk er fortsat uenige om, hvad resultaterne betyder.

Hvad er et freudiansk slip?

Et freudiansk slip, også kaldet en fejlhandling, er en fejltagelse i tale, skrift eller handling, som ifølge Freud ikke er tilfældig, men kan afsløre ubevidste tanker. I dagligsproget bruges udtrykket om ethvert ordvalg, der virker afslørende.

Kritik og status

Freuds teori har været omdiskuteret, siden den opstod:

• Filosoffen Karl Popper mente, at centrale antagelser ikke kan afprøves og afkræftes, fordi næsten enhver iagttagelse kan forklares inden for teorien.
• Filosoffen Adolf Grünbaum mente i 1993, at teorierne godt kan afprøves, men at deres påstande om årsagssammenhænge mangler klinisk støtte.
• Andre peger på, at kritikken ofte rammer Freuds tidlige udgaver og ikke senere udviklinger.

Psykoanalysens indflydelse på psykologi og psykiatri anerkendes bredt, selv om teorien er omstridt.

Senere retninger har ændret teorien. Selvpsykologien afviser driftsteorien som grundlag for psyken og lægger vægt på empati. I den relationelle psykoanalyse fra slutningen af 1900-tallet er det relationsmønstre og ikke drifter, der anses for afgørende.

Siden beskriver teorien som idéhistorie og vurderer ikke, om en bestemt terapiform virker. Har du det psykisk svært, så tal med din læge eller en psykolog.

Læs videre

• Sigmund Freud – liv og værker
• Freuds personlighedsmodel – Det, Jeget og Overjeget
• De psykoseksuelle faser – oral, anal, fallisk, latens og genital fase
• Den psykoanalytiske metode – fri association, overføring og tolkning