Psykoanalytisk læsning af litteratur

Psykoanalytisk læsning er en måde at analysere litteratur på, hvor man bruger begreber fra psykoanalysen til at undersøge personer, handling og sprog i en tekst. Metoden tager udgangspunkt i, at litteratur og psyke hænger sammen, og at en tekst kan rumme mere, end den umiddelbart siger.

Hvad er psykoanalytisk læsning?

Psykoanalysen regnes blandt de etablerede litteraturteoretiske retninger, ved siden af flere andre skoler. Den er ikke en ensartet metode. Der findes mange varianter, som alle bygger på Freuds tanker om det ubevidste, men som bruger dem forskelligt. Udgangspunktet er beskrevet på siderne om Freuds teori og det ubevidste.

Fire indgange til en tekst

Psykoanalytisk læsning kan rette opmærksomheden mod fire ting:

• Forfatteren. De tidlige læsninger undersøgte ofte forfatterens liv og psyke. Den indgang er senere blevet kritiseret for at være reduktiv.
• Personerne. En figur kan læses som en psykologisk skikkelse med konflikter, ønsker og forsvar.
• Teksten. Teksten kan læses som en drøm, hvor det, der står (manifest indhold), skjuler noget andet (latent indhold). Her låner man begreber fra drømmetydning, fx fortætning og forskydning.
• Læseren. Nogle retninger undersøger, hvordan læserens egne fantasier lægges ind i teksten.

Jacques Lacan flyttede fokus til tekstens sprog. Hans tese om, at det ubevidste er struktureret som et sprog, ligger bag mange senere læsninger. Charles Mauron foreslog i 1963 en mere systematisk metode, som han kaldte psykokritik.

Centrale greb

• Ødipale konstellationer: rivalisering, skyld og kærlighed i forholdet mellem børn og forældre, jf. de psykoseksuelle faser.
• Fortrængning og det tilbagevendende: hvad der undgås, udelades eller dukker op igen i en forklædt form.
• Forsvarsmekanismer: fx projektion eller fornægtelse hos en figur. Begreberne er forklaret i ordbogen over psykoanalytiske begreber.
• Fortalelser: små glidninger i en replik, som kan læses som tegn på noget uudtalt.
• Det uhyggelige: I essayet „Das Unheimliche“ (1919) læste Freud bl.a. E.T.A. Hoffmanns fortælling om Sandmanden. Han forstod det uhyggelige som noget skjult, der kommer for en dag, eller noget fortrængt, der vender tilbage.
• Det personlige og det kollektive: Jungs spor førte til arketype- og mytekritik, hvor man læser tekster ud fra gentagne mønstre og motiver. Se Carl Gustav Jung.

Eksempler fra klassisk litteratur

Ødipus og Hamlet

Sofokles’ tragedie om Ødipus, der dræber sin far og gifter sig med sin mor, er fra omkring 429 f.Kr. Freud knyttede den til sit ødipuskompleks. I Drømmetydning (1899) sammenlignede han den med Shakespeares Hamlet. Ifølge ham vokser de to stykker ud af samme jord, men i Ødipus er ønsket åbent, mens det i Hamlet er fortrængt.

Ernest Jones byggede videre på tanken i Hamlet and Oedipus (1949). Han læste Hamlets skyldfølelse og sorg ud fra et barndomsønske om at fjerne faren. Tyrone Guthries opsætning i 1937 med Laurence Olivier i hovedrollen er blevet beskrevet som påvirket af Freud og Jones. Lacan lagde i stedet vægt på begæret i stykket og så spøgelset som en „manglende betegner“.

Gradiva

I 1907 skrev Freud et essay om Wilhelm Jensens novelle Gradiva og udvekslede siden et par breve med forfatteren. Essayet viser, at Freud også selv læste skønlitteratur med sine begreber.

Poe og „The Purloined Letter“

Lacan brugte Edgar Allan Poes novelle fra 1844 til at vise, hvordan et brevs betydning afhænger af dets plads i en symbolsk struktur. Brevets indhold er uden betydning for hans læsning. Jacques Derrida svarede i 1975 med en kritik af Lacans strukturelle antagelser.

Hvad er den psykodynamiske teori?

Psykodynamisk er en bred betegnelse for hele den psykoanalytiske tradition. Den bygger på tanken om, at ubevidste konflikter og tidlige relationer til omsorgspersoner former psyken. I litteraturlæsning bruges de samme begreber til at beskrive, hvordan en tekst fremstiller motiver, konflikter og relationer. Som terapiform er traditionen beskrevet på siden om psykodynamisk terapi. Spørgsmål om terapi hører hjemme hos egen læge eller psykolog.

Grænser og kritik

Tidlig psykoanalytisk litteraturkritik bliver ofte kaldt reduktiv, fordi den forklarede tekstens flertydigheder væk med færdige psykoanalytiske læresætninger. Man advarer også mod at gøre et stort værk til blot en psykologisk case, fordi det kan overse værkets bredere betydning. Lacan var selv mere optaget af at bruge litteratur til at belyse psykoanalytiske begreber end af litteraturkritik som sådan.

Psykoanalytisk læsning er litteraturanalyse og stiller ikke diagnoser. Det gælder fiktive personer, forfattere og læsere. En tolkning er et forslag til, hvordan en tekst kan forstås, og ikke et bevis for noget.

Sådan kan en analyse gribes an

• Hvilke ønsker og konflikter driver personerne?
• Hvad undgår teksten at sige, eller hvad gentages?
• Hvilke relationer til forældre, autoriteter eller rivaler fylder?
• Hvilke billeder, symboler og sproglige mønstre peger ud over handlingen?
• Hvad forsøger tolkningen at forklare, og hvad levner den uforklaret?

Metoden kan kombineres med andre læsemåder. Mere om dens baggrund finder du under den psykoanalytiske metode, og om retningernes historie, også i Danmark, under psykoanalysens historie.