Freuds psykoseksuelle faser og teorien om barnets udvikling

Freuds teori om de psykoseksuelle faser beskriver barnets udvikling som en række faser, hvor libidoen, den psykiske energi bag de seksuelle drifter, knyttes til forskellige kropsområder. Der er fem faser: den orale, den anale, den falliske, latensfasen og den genitale fase. Sigmund Freud lagde grunden til teorien i Tre afhandlinger angående seksualteorien (1905) og byggede fasemodellen ud i senere udgaver og skrifter.

Ordet „seksuel“ bruges i teorien i en bred betydning om kropslig lyst og ikke kun om voksnes seksualliv. Teorien beskrives her som idéhistorie, og siden kan ikke bruges til at vurdere et barns udvikling. Spørgsmål om et barns trivsel hører hjemme hos egen læge, sundhedsplejersken eller en psykolog.

De fem faser i overblik

Fase	Omtrentlig alder	Fokus for libidoen
Oral	0–1 år	Munden
Anal	ca. 1–3 år	Endetarmsåbningen og tarmtømning
Fallisk	ca. 3–6 år	Kønsorganerne
Latens	ca. 6 år til puberteten	Seksualiteten er i baggrunden
Genital	fra puberteten	Modne seksuelle interesser

Alderen varierer mellem fremstillingerne, og Freud selv opererede ikke med faste grænser. Ifølge teorien kan for lidt eller for meget tilfredsstillelse i en fase få libidoen til at „hænge fast“. Det kaldes fiksering, og fikseringen kan ifølge teorien sætte præg på karakteren senere i livet. Begrebet libido er forklaret under Freuds teori.

Den orale fase

I den orale fase, barnets første leveår, er munden det centrale område for lystfølelsen og for kontakten til omverdenen. Barnet sutter og dier, og senere udforsker det ting med munden. Senere teoretikere knyttede fiksering i denne fase til bestemte karaktertræk.

Den anale fase

Den anale fase er den anden fase og gælder omtrent barnets andet og tredje leveår. Lystfølelsen knyttes ifølge Freud til endetarmsåbningen og til kontrol over tarmtømning, som ofte hænger sammen med renlighedstræning. Fikseringen blev beskrevet i to former: den analt tilbageholdende, hvor karakteren beskrives som ordentlig og pertentlig, og den analt udstødende, hvor den beskrives som rodet og skødesløs.

Den falliske fase

I den falliske fase, omtrent fra tre til seks år, flyttes interessen til kønsorganerne. Det er også i denne fase, at Ødipuskomplekset ifølge Freud opstår.

Ødipuskomplekset

Navnet kommer fra den græske sagnkonge Ødipus, som ifølge myten blev gift med sin mor. I psykoanalysen bruges begrebet om en ubevidst, seksuelt betonet kærlighed til forælderen af det modsatte køn og en rivalisering med forælderen af samme køn. Ifølge teorien starter forløbet i den tidlige barndom og fortrænges som regel hurtigt.

Freud skrev i 1897 i et brev til kollegaen Wilhelm Fliess om sin egen kærlighed til moderen og jalousi over for faderen, og i Drømmetydning (1899) foreslog han, at mønstret er almindeligt menneskeligt. Selve betegnelsen „Ødipuskompleks“ brugte han første gang i 1910.

Ifølge teorien oplever drengen en frygt for at blive straffet af den stærkere far, kaldet kastrationsangst. Konflikten løses, når drengen identificerer sig med faderen, og det er ifølge Freud en vigtig del af, hvordan Overjeget dannes. For piger beskrev Freud en tilsvarende, men mere kompliceret udvikling, som han kaldte den feminine ødipusindstilling. Carl Gustav Jung foreslog omkring 1913 betegnelsen Elektrakomplekset for pigers rivalisering med moderen, men Freud afviste begrebet.

Ødipuskomplekset er en af de mest kritiserede dele af teorien. Antropologen Bronisław Malinowski mente, at komplekset ikke er universelt, og feministiske kritikere har kaldt Freuds beskrivelse af pigers udvikling mandscentreret. Se afsnittet om kritik nedenfor.

Latensfasen

Latensfasen strækker sig fra omkring skolealderen til puberteten, typisk omtrent seks eller syv år til tolv eller tretten år. Ordet latens betyder „skjult“.

Freud beskrev fasen som en periode med relativ stabilitet. Ødipuskomplekset opløses, og barnet opgiver ønskerne om forælderen af det modsatte køn og identificerer sig med forælderen af samme køn. Seksuelle og aggressive drifter ledes ifølge teorien via fortrængning og sublimering ind i socialt accepterede former, fx skolearbejde, venskaber og leg. Overjeget styrkes. Her begynder ifølge teorien også den såkaldte infantile amnesi, hvor tidlige minder fortrænges og glemmes.

Den genitale fase

Fra puberteten begynder den genitale fase, hvor de seksuelle interesser ifølge Freud bliver modne og rettes mod andre mennesker. Freud så den som udviklingens afslutning. Forskellige fikseringer fra tidligere faser kunne ifølge teorien sætte spor i denne fase. Freuds fasemodel blev senere udvidet af psykoanalytikeren Karl Abraham.

Kritik og status

Teorien om de psykoseksuelle faser er blandt de mest omdiskuterede dele af psykoanalysen:

• Videnskabelig kritik. Ifølge engelsksproget Wikipedia anses teorien bredt for ikke at være videnskabelig, bl.a. fordi den bygger på få personer, er svær at afprøve og passer dårligt med moderne biologi.
• Feministisk kritik. Teorien er blevet kaldt kønsforudindtaget og mandscentreret. Psykoanalytikeren Karen Horney foreslog i stedet for Freuds begreb om penismisundelse begrebet magtmisundelse.
• Antropologisk kritik. Bronisław Malinowskis studier på Trobriandøerne (1927) pegede på, at drengenes konflikter vedrørte morbrødre og ikke fædre.
• Nyere iagttagelser. Ifølge samme gennemgang kan træk, der minder om fasernes, iagttages, men de optræder ikke som faste stadier og forudsiger ikke pålideligt voksenpersonligheden.

Samtidig får teorien kredit for at have sat fokus på barndommens betydning, og den har påvirket udviklingspsykologien og tilknytningsteorien. Sammenhængen med resten af Freuds tanker er beskrevet i Freuds teori.

Andre teorier om barnets udvikling

Erik Erikson (1902–1994) tog udgangspunkt i Freuds faser, men lagde vægt på Jeget og de sociale vilkår frem for drifterne. Hans teori, som han fremlagde i Childhood and Society (1950), har otte stadier og omfatter hele livet, mens Freud så udviklingen som stort set afsluttet i ungdommen.

Daniel N. Stern (1934–2012) var en amerikansk udviklingspsykiater og psykoanalytiker, der kaldte sig post-freudiansk. I The Interpersonal World of the Infant (1985) beskrev han barnets selvfølelse som lag: det fremspirende selv fra fødslen til omkring to måneder, kerneselvet fra ca. to til seks måneder, det subjektive selv fra ca. syv til femten måneder og det verbale selv, der opstår i andet leveår.

Læs videre

• Sigmund Freud – liv og værker
• Freuds personlighedsmodel – Det, Jeget og Overjeget
• Psykoanalyse – forside og overblik